Nov. 2024 | Nyheder |
  • Fald i iværksættertallene: I 3. kvartal af 2024 er antallet af nyetableringer faldet med 4,8 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
  • Høj beskæftigelse hæmmer iværksætteri: I dag prioriterer mange den økonomiske sikkerhed i faste jobs, hvilket mindsker iværksætterlysten.

Det er ikke nogen hemmelighed, at iværksætterlysten har været aftagende i de seneste kvartaler, og samme billede gør sig gældende i 3. kvartal af 2024. Det viser nye offentlige iværksættertal, som data- og teknologivirksomheden Experian har analyseret på.

I alt har 5663 nye selskaber etableret sig i 3. kvartal af 2024. Det er et fald på 4,8 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år, og faldet kommer efter en lille opblomstring i andet kvartal i år. Set over et helt år er der kun sket et marginalt fald på 0,1 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

– Tallene peger på, at gejsten blandt nye iværksættere i øjeblikket er minimal. Jeg tror, det blandt andet skyldes, at det danske jobmarked buldrer derudaf. For lønmodtagere er der både stor jobsikkerhed og høje lønstigninger, og det skaber en attraktiv situation, som er svær at konkurrere med, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos Experian.

Han tilføjer:

– Tilbage i 2022 fik mange danskere sig en voldsom forskrækkelse. Både inflationen og renterne steg kraftigt, og det ramte privatforbruget hårdt. Det gjorde det vanskeligere for alvor at få fart på for nystartede selskaber, da det blev dyrere at etablere sig og forbrugernes købekraft blev udhulet. Jeg tror, det er den krisestemning, der stadig har fat i mulige iværksættere, der ikke lige nu tør sætte alt på et bræt.

Bedre tider forude?

På den positive side peger Bo Rasmussen på, at inflationen er normaliseret, og renterne er på vej ned. Danskerne holder stadig noget på pengene, men med et forhåbentlig større råderum er det Bo Rasmussens håb, at forbruget kommer mere i gang de kommende kvartaler til fordel for iværksætteriet. Men det er afgørende, at vi undgår en recession, og at for mange bliver arbejdsløse.

Flere banker er lige nu ude med positive prognoser for privatforbruget i 2025.

– Alt tyder på, at vi økonomisk fik den bløde landing, vi håbede på, og derfor er jeg fortrøstningsfuld i forhold til at skabe fornyet aktivitet og vækst i markedet – også i de sektorer, der har været presset, vurderer Bo Rasmussen.

For nylig offentliggjorde Danmarks Statistik forbrugertilliden for oktober, og den viste et fald til det laveste niveau i 2024.

Iværksættere viser robusthed

Selvom antallet af nyetableringer i 3. kvartal er på et forholdsvist lavt niveau, er der noget, der tyder på, at et pænt antal iværksætterselskaber rent faktisk overlever. Tal fra CVR-registeret afslører nemlig, at antallet af selskaber fra 2018 til 2024 er steget med 13 procent. Det viser, at mange danske selskaber er robuste og levedygtige.

– Flere iværksættere tænker i dag langsigtet og arbejder med forretningsplaner og -strategier. Det er en sund udvikling, da det giver bedre mulighed for at klare sig på længere sigt, forklarer Bo Rasmussen.

Hos Experian hjælper medarbejderne hver dag danske selskaber med alt fra forretningsudvikling til kreditvurderinger, og Bo Rasmussen er ikke i tvivl om, at digitaliseringsværktøjer er med til at hjælpe iværksættere med hurtigere at få strukturer på plads og skabe de nødvendige kundeindsigter, så driften ikke pludselig falder fra hinanden. Samtidig peger Experian-direktøren på, at generativ AI giver mindre selskaber bedre mulighed for at udfordre eksisterende selskaber. Den kunstige intelligens udligner de forretningsfordele, som store, eksisterende firmaer historisk har haft.