Efter tre års nedgang i antallet af nyetablerede virksomheder har iværksætteriet gjort et mini-comeback i andet kvartal 2024. Kigger vi på vores seneste tal, blev 6.815 virksomheder stiftet i andet kvartal i år – det er en stigning på næsten seks procent sammenlignet med andet kvartal 2023.
En høj beskæftigelse og en udfordret økonomi i dele af samfundet har medført, at dansk iværksætteri har været i nedgang siden 2021, hvor økonomien og lysten til at etablere ny virksomhed var i en højkonjunktur oven på corona-perioden.
Tal for nyetableringer i andet kvartal 2024 viser nu atter fremgang i iværksætteriet – om end niveauet stadig er lavt.
– Vi har de seneste kvartaler set et iværksætterniveau, som vi skal ti år tilbage for at finde lavere. Men i andet kvartal 2024 blev der stiftet 6.815 selskaber mod 6.450 for et år siden. Det er en stigning på næsten seks procent, siger Bo Rasmussen, direktør hos data- og analysevirksomheden Experian, der har set på tallene.
– Fremgangen er flot, og det er positivt, at vi nu ser en stigning i iværksætteriet igen efter en stagnerende periode. Vi forventer bestemt, at fortsat flere vælger iværksættervejen og stifter nye virksomheder i de kommende kvartaler, fortsætter han.
Flere selskaber overlever
Når en dansker vælger at gå selvstændig og oprette et nyt selskab, er det med forhåbningen om at skabe en levedygtig forretning. Og overlevelsesraten ser da også ud til at være blevet højere for danske iværksættere efter en periode med relativt høje konkurstal, viser Experians data.
– Der har i 2024 været en klar tendens til færre konkurser ovenpå en større konkursbølge i dele af 2022 og 2023. Det er naturligvis glædeligt for den enkelte iværksætter, at flere nu overlever. Og mon ikke det også kommer til at betyde, at flere tør begive sig ud i livet som iværksætter, mener Bo Rasmussen.
Med til det positive billede hører også, at både erhvervs- og forbrugertilliden har haft pil opad i de seneste mange måneder, selvom niveauet stadig er behersket. Experian-direktøren pointerer også, at detailsalget, som mange iværksættere er eksponeret mod, holder skansen nogenlunde – uden at det dog er en decideret forbrugsfest, vi oplever.
Her ses udviklingen i nyetableringer fra 1. halvår 2009 til og med 1. halvår af 2024. Tallene er for de første seks måneder af hvert år. Vær opmærksom på, at tallene fra 2014-2019 er påvirket kraftigt af IVS-ordningen.
Reallønnen vokser
Netop forbrugernes købelyst har Bo Rasmussen gode forventninger til. For mens inflationen særligt i 2022 udhulede købekraften, er der det seneste år sket noget positivt med reallønnen.
– Hvis lysten til at oprette virksomheder skal stige, er det vigtigt, at danskerne har lyst til og mulighed for at bruge penge. Derfor er det glædeligt, at reallønnen de seneste kvartaler er steget med flere procentpoint. De højere renter og inflationschokket holder dog indtil videre den helt store forbrugsbølge tilbage, påpeger Bo Rasmussen.
Jobsikkerhed er tryghed
Selvom ledigheden er steget siden bunden i foråret 2022, er der fortsat relativt få danskere, der ikke har et arbejde at stå op til. Beskæftigelsen fortsætter nemlig med at slå rekord, så der nu er over tre millioner lønmodtagere på det danske arbejdsmarked.
Netop det stærke arbejdsmarked har dog været medvirkende til, at færre har kastet sig ud i et iværksættereventyr.
– Selvom arbejdsmarkedet i øjeblikket er i topform, kan det paradoksalt nok have en negativ effekt på iværksætterlysten. Stort set alle danskere, der kan tage et job, har allerede et arbejde, og hvis de ikke er tilfredse, er der ofte mange muligheder for at søge job i en anden virksomhed eller organisation. Derfor er tilskyndelsen til at stifte egen virksomhed måske mindre, mener Bo Rasmussen.
Top 20 over de mest entreprenante kommuner i Danmark i 2. kvartal af 2024
I 2. kvartal af 2024 er det igen Gentofte kommune der har relativt flest nyetableringer pr. 1000 indbygger over 18 år. Der etableres således 3,00 selskaber pr. 1000 indbygger over 18 år i Gentofte kommune. Top 20 listen domineres i høj grad af kommuner i Region Hovedstaden.
Tallene i opgørelsen dækker over alle virksomheder, der får et CVR-nummer og er regnskabspligtige. De vil typisk være af formen A/S, ApS, P/S, I/S og AMBA.