I Brejnholt Gruppen, der står bag 12 byggemarkeder og tre webshops for både private og professionelle, skulle betydelige digitale opgraderinger stå deres prøve under nedlukningen af Danmark i foråret 2020.
“Vi var meget nervøse for, hvad der ville komme til at ske, da Mette Frederiksen lukkede Danmark. Men vi oplevede et fantastisk privatsalg. Vi har solgt meget maling, havemøbler, plæneklippere og i det hele taget det, man skal bruge i haven. Mange af vores kunder var folk, der plejer at sidde på kontor, som blev sendt hjem, og så opstod der nye interesser. Det er det bedste salg, vi har haft nogensinde. Men det stillede også store krav til vores it-systemer,” fortæller Robin Brejnholt, CFO i Brejnholt Gruppen.
Ifølge ham var deres held, at de med det ekstra pres på butikkerne, allerede i 2019 havde prioriteret at give deres it- og digitale infrastruktur en ordentlig overhaling. Det betød, at de medarbejdere, de måtte sende hjem, var godt forberedt på situationen. Men der var også sket noget med deres kunder og den måde, de købte ind på. Det viste tallene fra deres webshops, hvor onlinesalget også steg voldsomt. “Hvis du havde spurgt mig for et år siden, om vi kunne afholde bestyrelsesmøder og møder med kunder på video, så havde jeg nok set underlig ud i hovedet. Men fremover forventer jeg, at halvdelen af vores bestyrelsesmøder kommer til at foregå på video,” fortæller Robin Brejnholt.
Brejnholt Gruppen havde opgraderet servere, netværk, pc’er og software samt udbygget organisationens it- og datakompetencer. Derudover blev der igangsat en langsigtet strategi for at sætte strøm til mange af de daglige papirgange. “Vores it-afdeling havde allerede før Mette Frederiksens udmelding sørget for at udrulle pc’er til hjemmearbejde, videoudstyr og fjernadgange. De digitale processer, vi havde lanceret, viste også hurtigt deres værd. F.eks. udrullede vi i 2018-19 digitale kundeoprettelser, så de i dag sker fuldstændig elektronisk frem for på papirblanketter.
Effektiv onboarding af kunder
Under en del af processen i relation til onboarding og kreditvurdering af kunder arbejdede Brejnholt Gruppen tæt sammen med Experian, som hjælper virksomheder med at styre kreditrisiko, forebygge svindel, målrette markedsføring og automatisere beslutningsprocesser.
“Vi har sat strøm til vores kundeonboardingproces, hvor vi har erstattet alt manuelt med onlineonboarding. Som en del af det framework laver vi også nogle kald til Experian, hvor de hjælper med at tjekke, om folk er dårlige betalere. Så i stedet for at vores folk skal bruge tid på det, har Experian stillet deres RKI-platform til rådighed,” fortæller Robin Brejnholt.
Ifølge AnnBeth Hedengran, client director i Experian, er scoring af kunder en væsentlig del af kreditvurderingen af nye kunder og kan sikre tryghed i forhold til at tilbyde nye kunder kredit. “Overvågning af virksomheder eller personer for, om de er registreret i RKI, skifter adresse, etc., er integreret i Brejnholt Gruppens system. De har her mulighed for at give nye kunder en kreditscore, hvilket giver en tryghed i onboardingen,” fortæller AnnBeth Hedengran. Ifølge AnnBeth Hedengran er det vigtigt, når man oplever et boom i kunder, at kunne lave hurtig oprettelse og sikre, at kunderne også kan betale. “Vi gør det nemmere for dem at håndtere deres kundeportefølje og mindske risikoen for tab, fordi vi gør dem opmærksom på, når der måtte være nogle ændringer. Hvis de har en ekstra stor, ny kunde, så kan de se, hvad risikoen er for, at denne kunde kommer i betalingsvanskeligheder,” siger AnnBeth Hedengran.
Skrevet af Mette Gert for Børsen Gazelle 2020 i samarbejde med Experian.